Er du restriktiv når det gælder din mad?

Det kræver øvelse og fokus, at finde balancen mellem på den ene side at spise sundt og på den anden side ikke at pålægge sig selv en masse restriktioner.

Tidligere har jeg levet utroligt restriktivt. Det havde jeg mange grunde til…

En af grundene var, at mine børn er multiallergikere. Derhjemme tilberedte jeg kun mad, som mine drenge kunne tåle. Det gør jeg i øvrigt stadig mest. Når vi var ude, så spiste jeg stort set det samme som børnene. Fordi at jeg synes det var synd for dem, at de ikke kunne tåle saucen, brødet, kagen eller isen. Hvis mine børn ikke kunne få det, så ville jeg heller ikke have det. Jeg synes ikke de skulle være “de eneste” som ikke fik noget. Det er egentlig også stadig sådan nu. Jeg spiser selvfølgelig ofte noget de ikke kan tåle, også foran drengene, så på den måde er jeg ikke restriktiv. Det er mere alle tankerne omkring det, og følelserne der er forbundet med det. For og imod. Mine drenge har altid accepteret, at der er ting de ikke kan tåle. De har uden at klage spist mine hjemmelavet boller, kager, æbleskiver, pandekager til alle festlige anledninger med familien, i børnehaven og skolen. Altid taknemmelige og glade børn. Det er mig, som tænker og tænker hele tiden. Føler de sig udenfor? Bliver de skuffet? Er de kede af det?

En anden årsag til mine meget restriktive tanker er mit helbred. I 2011 fik jeg konstateret Crohns, og har derfor i årene op til diagnosen blev stillet og siden da haft en meget “sart” mave. Ondt i maven og oppustet mave har været min hverdag i mange år. Jeg fandt for nogle år siden ud af, at der findes en diæt, Low FODMAP, som er udviklet i Australien og har vist meget fine resultater på irritabel tarm og symptomer som oppustethed, mavesmerter og rumlen. Da kuren er rimelig kompleks at komme i gang med, begyndte jeg hos en diætist, som guidede og hjalp mig de første 4 uger. Jeg fik utroligt gode resultater, symptomerne var aftaget markant. Men det er også en meget restriktiv og besværlig diæt at følge, så langsomt begyndte jeg at introducere fødevaregrupper igen. I dag er der stadig mange ting, som jeg holder mig fra, da jeg tydeligt kan mærke smerter i maven hvis jeg spiser det.

En tredje årsag er mine utallige forsøg på at tabe mig 3-5 kilo, så jeg kunne opnå tilfredshed med min krop (i dag er jeg heldigvis blevet klogere, og ved nu at tilfredsheden kommer ikke af at tabe 3-5 kilo). Jeg har været på diverse kure og bootcamps, og de fleste gange har jeg også tabt mig den ønskede vægt, næsten, for det er jo aldrig godt nok. Problemet er, som vi jo godt ved alle sammen, at når bootcampen er ovre, så tager man det hele på igen. Det vil sige, at ikke nok med at jeg vejer det samme eller mere hver gang, så har jeg også raget en masse ny tillærte restriktioner til min i forvejen store samling af restriktioner.

Det seneste år har jeg arbejdet med at slippe mine restriktioner, og i stedet for have et naturligt forhold til mad. Nu lever jeg så vidt muligt efter frasen “Alt med måde”.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *